Beskrivelse af børnehaveklassen 2017/18

Arbejdet i børnehaveklasserne er baseret på 6 kompetencemål opstillet af Undervisnings-ministeriet.
Se årsplanen vedhæftet nedenfor. 

Undervisningen tilrettelægges sådan at eleverne opnår både faglige og sociale færdigheder i løbet af det første skoleår. Eleverne skal møde udfordringer, der udvikler deres nysgerrighed, videbegær og lyst til at lære mere, samtidig med at de bliver fortrolige med skolen.

Børnehaveklassen skal skabe fundamentet for elevernes videre skolegang. Eleverne stifter blandt andet bekendtskab med tal og bogstaver, ligesom de får lært at agere i forskellige sociale sammenhænge. Vigtige sociale kompetencer er, at kunne opretholde arbejdsro, at forstå og efterleve fælles regler og beskeder, samt selv at være med til at skabe et godt klassemiljø. Eleverne skal gennem undervisningen og dagligdagen i børnehaveklasserne lære, at de er en del af et fællesskab. Udgangspunktet for undervisningen er leg og læring i forskellige former. Når året i børnehaveklassen er slut, vil børnene være trygge ved hvad det betyder at gå i skole og være klar til den videre skolegang i 1. klasse.

Nøgleordet i børnehaveklassen er tryghed. At skabe en tryg hverdag med nye kammerater, lærere og omgivelser. Det er vigtigt at overgangen fra børnehave til børnehaveklasse og senere videre til 1. klasse er tryg for den enkelte elev. Vi lægger vægt på, at eleverne hurtigt kommer til at føle en samhørighed med hinanden og os voksne, således at der skabes gode rammer for leg og læring. Derfor vil vi prioritere aktiviteter, der styrker klassesammenhold og kammeratskab højt.

Vi prioriterer en tæt kontakt og dialog med eleverne, for at støtte, vejlede og sikre god trivsel. Evaluering foregår løbende i teamet. Ligeledes evaluerer vi gennem elevsamtaler og skole/hjemsamtaler 2 gange i løbet af skoleåret. For at opnå de bedste betingelser for en god skolestart, lægger vi stor vægt på et åbent og ærligt samarbejde mellem skole og hjem. Skoleintra er det daglige bindeled og det er vigtigt at holde sig informeret herigennem. Derudover er I naturligvis altid velkomne til at kontakte os. I er meget velkomne til, efter forudgående aftale, at komme på besøg i klassen.

Vi glæder os til samarbejdet.

Venlig hilsen

Lena Ottosen & Line Grønfeldt

Årsplan for 0. klasserne.