Erasmus+ på Esbjerg Realskole
Erasmus+ projekt om hybride læringsfælleskaber
Esbjerg Realskole har været med i et internationalt Erasmus+ projekt, Hybrid Learning Communities (HLC). Projektets formål var kompetenceudvikling af lærere og ledere samt kvalificering af undervisningen for eleverne i skolen.
Projektets ambition var at udvikle, implementere og overføre innovative fremgangsmåder og fælles initiativer til at fremme samarbejde(kollaboration), videndeling og læring med digital teknologi. Formålet var at skabe hybride læringsfælleskaber med faglig udvikling af lærere, elever og uddannelsesleders digitale færdigheder med styrket brug af informations- og kommunikationsteknologier (IKT) til nye hybride samarbejdsmetoder for at kvalificere elevernes læring.
I maj gæstede 20 lærere og skoleledere fra Island, Slovenien og Danmark Esbjerg Realskole. Omdrejningspunktet var fem dages kompetenceudvikling og udvikling af undervisningsforløb til eleverne. I artiklen kan du læse mere om HLC-projekt og om besøget på Esbjerg Realskole.
Her kan læses om projektet Hybrid Learning Communities https://hybridlearningcommunities.eu
Erasmus+ projektet 21st IMPACT
Vi har netop ansøgt et nyt Erasmus+ projekt, 21st IMPACT.
Projektets formål er at styrke unge menneskers dømmekraft, når de navigerer på sociale medier med den øgede eksponering for AI-manipuleret materiale. Gennem digitalt interaktivt læringsmateriale ønsker projektet samtidig at arbejde med 21st centuryskills som kritisk tænkning, problemløsning, livslang læring og selvledelse for at styrke elevernes modstandsdygtighed og handlekompetencer i almindelighed og på sociale medier i særdeleshed.
Gennem det digitale læringsmateriale ønsker projektet at skabe et rum for digital kompetenceudvikling, hvor eleverne får mulighed for at tænke og handle refleksivt i forhold til: Fake news, misinformation, sociale mediers interesse i persondata, influencers interesse i dem, AI-genereret eller manipuleret materiale osv. Områder, der bliver stadig sværere at forstå og navigere i,og som kræver kritisk tænkning og problemløsningsevner for at opbygge et stærkt digitalt mindset.
Projektet er et omfattende internationalt samarbejde med skoler fra Slovenien, Spanien, Rumænien og Danmark.
Ansøgningen er sendt, og vi håber at kunne starte projektet i kommende skoleår.
Med venlig hilsen
Thomas Kjelgaard